– Var Jesus i strid med rabbinerne?
Mag. art. Gabriel A. Goldberg
Alt for ofte har kristne kommentatorer fortolket Bjergprædikenen som en lektie om Jesu læres overlegenhed i forhold til rabbinernes lære, om Kristi lov i forhold til Mose lov. Eller mere bredt: om kristendom i forhold til jødedom.
Holdningerne er i dag mere nuancerede, men det fremherskende syn er, at Jesus afveg fra den traditionelle visdom på den tid. Han afveg endda fra principperne i Torahen eller loven ved at skaffe erstatninger.
Det lyder umiddelbart fornuftigt i betragtning af de seks gange Jesus udtrykte kontrastende erklæringer som hver begynder med ordene ”I har hørt, at der er sagt” og slutter med ”men jeg siger jer”. For eksempel: ”I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje, og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til” (Matt. 5,38-39).
For den almindelige læser, som ikke kender den jødiske kontekst, antyder dette og de fem andre lignende udsagn, at en gammel standard er dårlig, ukorrekt, forældet eller endda usand, og nu er erstattet af noget bedre.
Er det nødvendigvis rigtigt?
Et af problemerne med den traditionelle tolkning finder vi tidlig i Prædikenen. Jesus indleder de kontrasterende udsagn med følgende erklæring: ”Tro ikke, at jeg kommet for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme [eng. opfylde]” (5,17). Han kom for opretholde loven og profeterne og handle i overensstemmelse dermed.
Nogle kristne kommentatorer fokuserer imidlertid på ordet ”opfylde”. De siger, at Han opfyldte lovens hensigt gennem korsfæstelsen og blev det fuldkomne offer for alle menneskehedens synder, afskaffede teknikaliteterne i systemet af ofringer i Templet og, i forlængelse heraf, hele loven. Ordet ”opfylde” bliver ændret fra at betyde handlinger, der stemmer overens med loven og dermed understøtter den, til at betyde en enkelt handling, der opfylder et mål og dermed eliminerer ethvert yderligere behov for loven.
Mens mange kristne ville sige ”amen” til dette, så er det i direkte modstrid med de forudgående ord, ”tro ikke, at jeg er kommet for nedbryde loven”. Fundamentalt set resulterer det i en selvmodsigelse: ”Jeg er ikke kommet for at afslutte loven, men at afslutte loven.” Og pointen, som Jesus indledte med, var netop, at loven ikke skulle nedbrydes.
Et andet problem: det tidlige fællesskab af jødiske efterfølgere af Jesus var ”alle nidkære for loven” lang tid efter korsfæstelsen. Da Paulus fik det rygte på sig, at han lærte jøder ikke at adlyde loven (et rygte, som mange stadig tror på i dag), bad de ældste i Jerusalem ham om at bringe anklagerne til tavshed ved offentligt at bekræfte, at også han vandrede korrekt efter lovens ord, og han samtykkede villigt (Ap.G. 21,20-26). Det er tydeligt, at de, der var tættest på Jesu lære, havde et meget anderledes syn end senere generationer af hedningefolk, der fortolkede Det ny Testamente.
Jesus sagde: ”Thi sandelig siger jeg jer: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav [eng. jot] eller en tøddel [eng. tittle] af loven forgå – før det er sket alt sammen” (v. 18). ”Jot” hentyder til det mindste hebraiske bogstav ”yod”, som ligner en apostrof. ”Tøddel” hentyder til en skrivers dekorative skrift eller de små tilføjelser, som skriveren tilføjer oven over specielle hebraiske bogstaver i Skriften.
Han sagde med andre ord, at end ikke de mindste detaljer i loven (og profeterne), ikke engang et bogstav eller en del af et bogstav, skal forsvinde før dagenes ende. Det er i sandhed tydelig tale. Jesus taler her for klarhed i alle detaljer og for omhu med hensyn loven og profeterne, hvilket er præcis de modsatte metoder, som supersessionister (erstatningsteologer) bruger.
Der er ingen tvivl om, at Jesus, der var født som jøde, gik ind for at overholde Moseloven som en af Gud befalet livsstil. Han sagde: ”Derfor: den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget” (Matt. 5,19). Senere forstod de ældste i Jerusalem, at Jesu efterfølgere fra hedningefolkene skulle fritages fra hovedparten af buddene (Ap.G. 15,20.29; 21,25).
Jesus talte til et jødisk publikum. Hans ord i vers 18 ville have lydt meget velkendt for dem. Måske vil det overraske (endda chokere) mange kristne læsere, at Jesus brugte en kendt talemåde fra en ofte citeret midrash, som en rabbinsk udlægning, i dette tilfælde noget, der ligner en ”prædikants fortælling”.
Her er hovedpointen i denne fantasifulde midrash: bogstavet yod fra det hebraiske ord ”yarbeh”, der betyder ”mangfoldiggøre” (fra 5. Mos. 17,17), drog til Himlen for hos Gud at protestere over, at Salomon skilte Torahen ad bogstav for bogstav. Hans foragt for forskrifterne fra kongen, for eksempel med hensyn en ”mangfoldighed af hustruer”, truede hele loven. Gud svarede bogstavet yod: ”Salomon og tusind som ham vil gå bort, men den mindste tøddel [eng. tittle] skal ikke slettes [fra Torahen]” (Shemot Rabbah 6,2). Moralen af denne midrash er klar: den mindste detalje i loven vil bestå. De, som handler imod den, om de så er så store og vise som Salomon, vil forgå.
Ved at citere historien om bogstavet yod (jot) og tøddelen erklærede Jesus med eftertryk, at loven vil bestå, i hvert fald indtil himmel og jord forgår, og som enhver, der læser dette, kan bevidne, så er himmel og jord endnu ikke gået ind i glemslen. For Jesus var denne bestandighed, som den kom til udtryk i de rabbinske fortællinger, en absolut sandhed. Tænk på, at Han sagde: ”Sandelig siger jeg jer”, hvorefter han fortsatte med at citere midrash’en.
Lad os vende tilbage til det, der egentlig var Jesu hensigt. Var hans hensigt at forandre Moseloven fra ”øje for øje” til ”vende den anden kind til”? I lyset af den jødiske kontekst tror jeg, man må svare med et rungende ”nej”. Hvordan skal man så forstå de selvmodsigende udsagn ”I har hørt, at der er sagt” og ”men jeg siger jer”, som antyder en erstatning af noget med noget andet? Svaret på det vil komme i en Del II og ud fra sin jødiske kontekst vil også det svar være overraskende.
*rabbinsk udlægning