Da Abraham løftede kniven for at slagte sin søn Isak på alteret, råbte en engel til Abraham og sagde: ”Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn” (1. Mos. 22, 12).
Kristne refererer til denne begivenhed som ”Isaks offer”. I kristen fortolkningslære er den et billede på Jesu offer som omtalt i Joh. 3, 16. Jøder refererer til den som Akedah (hebraisk for ”at binde”), fordi Abraham bandt Isak, men faktisk ikke ofrede ham. I de højhellige dage er dette et meget nærværende tema i de hengivelsesbønner, hvor man søger samme lydighed som Abraham og samme stille underkastelse som Isak.
Mit ærinde er ikke her at foretage en Rosh HaShanah drashah eller at give en prædiken søndag morgen, men at give en mere beskeden behandling af følgende spørgsmål: hvorfor prøvede Gud Abraham? Og hvorfor på denne særlige måde?
Det kunne synes, som om det første spørgsmål allerede er besvaret i det oven for citerede vers. Efter at Abraham havde bestået denne den hårdeste af alle prøver, vidste Gud nu, at han frygtede Ham.
”Frygt for Gud” (heb. Yirat Elokim, eller Yirat Shamayim, ”frygt for Himlen”) hentyder til en religiøs holdning af hengivenhed, snarere end frygt eller ængstelse i egentlig forstand. De fleste mennesker undgår det, de frygter, så det er naturligvis ikke det, der er meningen, når det gælder vores forhold til Gud. Frygt for Gud forstås bedst som en konstant anerkendelse af Hans storhed – en ærefrygt – med alt, hvad det indebærer. Det manifesterer sig i ens adfærd, særligt i en lydighed mod Hans bud og i et liv i overensstemmelse med de moralske, etiske og andre retningslinjer, som Han foreskriver. Men det handler ikke kun om forskrifter.
Et andet aspekt er at leve i overensstemmelse med Hans løfter – hvilket kræver, at vi har tro og tillid til Hans løfter. Gud siger: ”Den retfærdige skal leve ved sin tro” (Hab. 2, 4).
Men havde Abraham ikke allerede bevist sin lydighed? Havde han ikke allerede vist sin tro? I en alder af 75 år tog Abraham sin familie og forlod Karan for at drage til Kana’ans land, som Gud befalede. Det var lydighed, og det krævede tro. Senere, da Gud viste ham stjernerne på himlene og stadfæstede Sine løfter til ham, siger Bibelen, at Abraham ”troede Herren; og Han regnede ham det til retfærdighed” (1. Mos. 15, 6).
Hvorfor var der behov for at prøve, om Abraham frygtede Gud eller ej? Kan vi ikke gå ud fra, at han gjorde det, ud fra hvad vi allerede ved fra fortællingen om Abraham ovenfor?
Der er en anden frygt, der står i modsætning til det at frygte Gud og sætter gudsfrygten i relief. Det er ofte den, der styrer mennesker. Selv troens forbillede, Abraham, måtte også kæmpe med den, nemlig menneskefrygten.
På trods af tidlige vidnesbyrd om tro, så tvivlede Abraham nogle gange på Guds beskyttelse og på sikkerheden i Hans pagtsløfter. To gange frygtede han oprigtigt for sit liv (12, 12-13 og 20, 11). Under sine ophold mistænkte han de lokale for, at de i deres mangel på gudsfrygt ville dræbe ham og tage hans hustru Sara. Han skjulte derfor sit ægteskab for dem og sagde, at hun var hans ”søster”, hvilket førte til konfrontationer med Ægyptens farao og med filistrenes kong Abimelek. Abrahams bekymring var berettiget, idet Sara faktisk i begge tilfælde blev bortført af de lokale.
Men i stedet for at regne ud, hvordan han kunne fikse sin overlevelse i det umoralske ægyptiske og filistæiske samfund, skulle Abraham have handlet i tro på Guds løfter i Pagten. Når han var blevet lovet et rigeligt afkom, burde han have vidst, at Gud ikke ville tillade, at han blev dræbt af ægypterne eller filistrene, her før han havde fået børn (Isak var ikke født endnu). Mellem de to episoder med Farao og Abimelek havde Gud desuden sagt til Abraham: ”Jeg er dit skjold ” (15, 1). Endeligt kan vi se, at Gud greb ind på Abrahams vegne, slog Farao, Abimelek og deres husstande med sygdom og forhindrede dem derved i at krænke Sara. I det mindste i tilfælde nummer to skulle Abraham have opvist tro.
For at afslutte en strid om territorier og rettigheder til vand indgik Abraham ved en anden lejlighed en pagt med Abimelek, selv om landet allerede var lovet af Gud til Abraham gennem en pagt. Abimelek krævede en pagt, der skulle vare mindst tre generationer (til hans sønnesønner, 1. Mos. 21, 23).
Abraham skulle have krævet, at Abimelek holdt hans plyndrende hyrder i skak uden at gøre en pagt, som faktisk fratog ham hans ret til dele af Det forjættede Land. Overenskomsten betød, at Abraham og Abimelek ikke måtte trænge ind på den andens område. Flere traditionelle rabbinske kommentatorer har set Abrahams handling i denne sag som en synd.
Abraham var i en styrkeposition med sin skæbne garanteret af Gud. Abimelek på den anden side var uhelbredeligt syg og behøvede Abrahams forbøn for at genoprette sin og sin husstands helbred (20, 7 og 17-18). På trods af dette gik Abraham med til denne pagt og underkastede sig dens betingelser, snarere end at handle i tro på Guds løfter. Han gjorde sin fremtidige fred og fremgang afhængig af en midlertidig aftale med dødelige mennesker og glemte den stærkere Guddommelige Pagt.
Selv om nogle venstreorienterede, moderne teologer gerne taler anerkendende om Abrahams forsøg på at opretholde harmoni og om hans eksemplariske villighed til at forhandle og endda opgive land for fred, så viser en korrekt læsning af episoden, at fredstraktaten var humbug. Det varede kun en generation, før filistrene brød den ved at fylde Abrahams brønde op (26, 15-21), hvilket tvang Isak til at genforhandle sagen med samme Abimelek (v. 28-31). Hvis modernisterne ønsker at drage politiske paralleller til vores tid, så passer denne hændelse måske bedre ind i rubrikken ”chamberlainsk naivitet” end ind i rubrikken ”ofre for fred”.
Fortællingen om Abraham i Første Mosebog strækker sig over 100 år (fra en alder på 75 til 175 år). Ved første øjekast synes de forskellige hændelser at være højst uens og uden forbindelse med hinanden. Man kunne undre sig over, hvorfor Bibelen valgte at inkludere netop disse begivenheder ud af mange andre, som må være sket i løbet af de 100 år. Nu begynder vi imidlertid at se en rød tråd, der strækker sig fra Abrahams kald til slutningen af hans liv, og som binder de forskellige episoder sammen.
Abrahams trosrejse var meget op og ned. Der var øjeblikke med enestående tro, af hvilke hoved-begivenheden var prøven ved ofringen på Moria Bjerg. Ind i mellem var der imidlertid øjeblikke, hvor Abraham syntes at frygte mennesker mere end Gud. Det vil sige, at han handlede mere ud af frygt end ud af tro på Guds forsikringer, som neutraliserer enhver dødsfrygt. Abrahams manglende tro som nævnt tidligere, satte spørgsmålstegn ved selve kernepunktet af den Pagt, Gud gjorde med ham, specielt på to punkter:1) løfterne om afkom og 2) løfterne om landet.
Det var derfor Gud testede Abraham med denne særlige prøve. Den potentielle ofring af Isak tvang Abraham til åbent at se sin frygt i øjnene og én gang for alle oprigtigt overveje Guds løfter. Troede Abraham på Pagten? Ville han fortsætte med at leve efter sin frygt, sine menneskelige beregninger, eller ville han have tillid til Guds løfter? Ud fra enhver menneskelig beregning ville et drab på Isak have udelukket enhver mulighed for, at Abraham kunne blive en stor nation eller opnå landet, netop de to punkter, som Abraham havde udfordret med hans menneskefrygt. Isak var løftesønnen (17, 19), Abrahams eneste søn (22, 2). Fremtiden hvilede på ham. Uden ham ville slægtslinjen have stoppet her.
På den anden side: hvis han troede og frygtede Gud og lod hans handlinger styre af Guds løfter, så ville Abraham vide, at den guddommelige plan ikke kunne afspores på trods af alle menneskelige odds og beregninger.
Det er i høj grad hensigtsmæssigt at uddrage lektier om tro ud fra begivenhederne i Abrahams liv. De vil være velkendte, sande og passer på både jøder og kristne. De følgende overvejelser fokuserer på det at frygte Gud frem for mennesker.
Hvor ofte opfører vi os ikke på en bestemt måde, fordi vi bekymrer os om, hvad andre tænker eller siger? Men så snart vi er private, opfører vi os, som om ingen ser os. Vi frygter mennesker mere end Gud. Det kan handle om moralske spørgsmål eller om andre former for lydighed, som Bibelen belærer os om.
Jeg ønsker at vende vores opmærksomhed mod det at frygte Gud ved at leve i overensstemmelse med Hans løfter, og jeg gør det ved at omtale et eksempel, der er særligt relevant i dag. Der er et gammelt jødisk princip for at forstå de begivenheder, der er optegnet i Biblen. På hebraisk kaldes det: ”Ma-seh avot siman labanim”, på dansk: ”Fædrenes gerninger er et tegn for børnene.” Det betyder, at vi ser på vore forfædres handlinger som en rettesnor for moral, etik og religiøs adfærd i vore liv i dag. Andre tolker sætningen profetisk. De hændelser, som vore forfædre gennemlevede, vil på en eller anden måde blive gentaget i efterfølgende generationer. Jeg tror, at begge opfattelser passer ind i de følgende overvejelser.
Gud har ikke ophævet Hans Pagt med os. På trods af 2000 års landflygtighed, lovede Han at genoprette os i landet. Det sker nu. Dog vandrer mange af os ubeslutsomme ligesom Abraham gjorde.
Selv om mange jøder tror på Gud og på opfyldelse af profetierne, så er nogle endnu ikke villige til at immigrere til Israel. De handler ikke på en måde, der afspejler deres tro. Andre af dem, som lever her i Israel, er villige til at opgive dele af deres gudgivne land for at købe en midlertidig, falsk fred. Nogle føler, at vores sikkerhed er bundet op på amerikansk støtte, alliancer og traktater. Eller, at vores økonomiske velfærd er afhængig af amerikansk, europæisk og i stigende grad kinesisk handel.
Vi frygter mennesker mere end, vi frygter Gud. Snarere end at opbygge vores land – det hele – i tro til Guds pagtsløfter, så underkaster vi os pres fra Washington eller Bruxelles og fastfryser restaureringen af de antikke byer. Vore politiske ledere frygter økonomiske og andre repressalier, og ja, ligesom Abraham hos filistrene, lever vi i vores region sammen med en syg kultur, som opmuntrer børn til at blive terrorister, som dræber og lemlæster os med knive og andre midler, i den hensigt at fratage os det, der tilhører os.
I sidste ende vil vore humanistiske beregninger, drevet af menneskefrygt og læsning af de politiske vinde og skiftende sandflugte, fejle, men Gud vil træde til og frelse os. Vi har brug for at gå fra simpelthen at tro til faktisk at leve af tro, leve i overensstemmelse med Guds løfter. Vi behøver ikke at underskrive aftaler med dem, som har til hensigt at bryde dem, mens de lægger planer om at tage det hele. Vi kan bede om helbredelse for Abimelek, præsident Barack Obama, den tyske kansler Angela Merkel eller endda den svenske udenrigsminister Margot Wallström. Men vores tillid er i Guds løfter, ikke i disse lederes venlige forsikringer eller i deres nogle gange ikke så venlige råd. Jøder har brug for at komme hjem til Israel, gøre Alijah. Vi har brug for at bygge.
Det samme gælder for vore kristne venner. Jeg håber, at også de vil gå fra passiv støtte til Israel til offentlig handling som udtryk for et liv i tro. Kristne, som kender Guds løfter til Israel, ved, at også de kan tage del i velsignelserne. Vore venners prøvelser er blevet meget mere vanskelige, ligesom de er for Israel. Gud tillader det frie valg. Men hvad enten vi vælger at gå til Moria Bjerg eller ej, så vil Guds plan ikke blive afsporet.